Steder at se i Famagusta og omgivelserne
Famagusta bymurene
I Lusignan perioden blev Famagusta vigtigere for det østlige Middelhav på grund af dens naturlige havn og murene som beskyttede den indre by. Famagusta blev center for handel for både øst og vest i det 13. århundrede. Overbevisningen om at folks rigdom kunne måles på de kirker de byggede inspirerede de handlende til at få bygget kirker i bærende stilarter. Disse kirker er grunden til at Famagusta blev kendt som "kirkedistriktet". Disse kirker eksisterer stadig i dag og kan ses i Famagustas gamle by i nærheden af havnen.
Bymurene som blev bygget af Lusignanerne var meget høje, men tynde, og omgiver hele Famagustas gamle by. Murene adskilles af 15 bastioner og porte. Efter venezianerne erobrede øen fra lusignanerne, hentede de specialister fra Venezia for at befæste murene mod artilleriild, specielt for at beskytte sig mod ottomanerne.
Der er en stor mur på kysten, Mantinengo bastionen og Kara (land) porten. Disse mure blev bygget i den venezianske periode. En 46 meter bred grøft blev gravet på murens ydre flanker og blev fyldt med vand. Muren, som er bygget af kvadersten, er 3 kilometer lang og opnår nogle steder en bredde på 9 meter.
Kirker i Famagusta
Famagusta blev centeret for handel for både øst og vest i det 13. århundrede. Overbevisningen om at folks rigdom kunne måles på de kirker de byggede inspirerede de handlende til at få bygget kirker i bærende stilarter. Disse kirker er grunden til at Famagusta blev kendt som "kirkedistriktet". Disse kirker eksisterer den dag i dag og kan ses i Famagustas gamle by i nærheden af havnen.
Græsk St. Georg kirke
Kirkens arkitektoniske stil er en blanding af de byzantinske og gotiske stilarter. Den hører til den ortodokse orden og blev bygget i det 15. århundrede. Kirken består af et centralt skib som flankeres af kapeller på hver side med en tredelt korrunding i enden. Loftet har gotisk hvælving. Det kan ses på bygningens struktur at den var en stiftskirke. Den øverste del faldt sammen under den ottomanske belejring i 1571. Det er muligt at se kanonaftryk på murene.
Lala Mustafa Pasha Mosque (St. Sophia Cathedral)
Bygningen, som blev bygget mellem årene 1298-1312 i den lusignanske periode er et af de smukkeste bygningsværker i middelhavsregionen. De lusignanske konger blev først optaget som Kongen af Cypern i St. Sophia katedralen i Nicosia og blev efterfølgende kronet som Kongen af Jerusalem i St. Nicholas katedralen i Famagusta. Disse ceremonier blev afholdt indtil 1571, da katedralen blev lavet om til en moske af de ottomanske tyrkere. Man kan se et veneziansk insignie oven over de runde vinduer ved indgangen. Relieffet, som er pyntet med dyrefigurer, menes at være blevet bragt fra et tempel i Salamis.
Latinsk St. Georg kirke
Kirken, som er bygget i det sene 13. århundrede, er et af de smukke eksempler på den gotiske arkitektur. Der blev brugt materialer fra ruinerne ved Salamis ved dens opførelse. Den menes at være blevet modelleret efter St. Chapelle kirken i Paris. Den har et skib med fem sektioner og en kansel. Den eneste del som har overlevet gennem årene er denne kansel og den nordlige mur. De brede, høje vinduer havde en gang gotisk masværk.
Nestoriansk kirke
Den nestorianske kirke blev bygget af en syrisk købmand til syrerne som boede i Famagusta i 1139. Der er freskomalerier af kameler og tekster på syrisk, sproget som blev brugt af nestorianerne i deres religiøse ceremonier. Klokketårnet og tilhæftningerne er blevet tilføjet senere. Indgangen er meget simpel med et smukt rose vindue oven over. Det hvælvede loft støttes af piller med ornamenterede skafter.
Panaya Kanakaria kirken
Selvom der ingen spor er af den første kirke, som menes at tilhøre den tidlige byzantinske periode, menes den anden kirke at være blevet opført i det 5. århundrede e.Kr. eller det tidlige 6. århundrede. Indgangssektionen er delt i tre sektioner af to rækker af søjler. Kirken blev ødelagt af arabiske pirater i det 8. århundrede.
Sinan Pasa moske (St. Peter og St. Paul kirke)
Indskriften på væggen, som viser at kirken blev opført af en syrisk købmand ved navn Simone Nostrano menes at være på grund af misinformation, da det nu vides at kirken blev opført af en nestoriansk kristen ved navn Simon. Den overlevede bombarderingen i 1571 på grund af dens stærke struktur.
St. Francis kirke
Denne kirke er en del af et kloster som blev bygget af munke fra den franciskanske orden i det første årti i det fjortende århundrede. Henry den Anden, Kongen af Cypern, bidrog til bygningens opførelse. Den omfatter et skib med tre sektioner som fører til en smuk kansel.
Tvillingekirkerne (Tempelridder og malteserorden kirker)
Den største af de to kirker, som blev bygget i det 14. århundrede, tilhørte tempelridderne. Da den sidste stormester og deres øvrige ledere blev brændt som kættere i 1313, ophørte ordenen og kirken blev overladt til malteserordenen, som ejede den tilstødende bygning. Bygningen er blevet restaureret og bruges nu af Cyperns kunstforening.
Landporten (Ravelin)
Denne er en af de to oprindelige porte til at komme ind i byen. Dens oprindelige navn var 'Ravelin' hvilket betyder 'demilune lunetten' eller 'bastionen formet som en 
halvmåne'. Landporten er den næstældste del af murene efter Othello tårnet.
Broen, som i dag bruges til at komme ind i byen, er ny. Før i tiden var indgangen til byen gennem en kanonplacering på siden af porten.
Namik Kemal donjonen
Donjonen ligger i gårdhaven i det venezianske palads og er opført i kvadersten. Namik Kemal, dramatiker og digter, boede i denne bygning i 38 måneder under hans eksil i Cypern på grund af et stykke han havde skrevet som kritiserede de ottomanske herskere.
Othello slottet og tårnet
Slottet blev bygget af lusignanerne i det 14. århundrede som et fort for at beskytte byen mod angreb og blev brugt som en af hovedindgangene til Famagusta. Det er omringet af en dyb grøft. Slottet omfatter tårne og korridorer som fører til artilleribatterierne.
Inde i slottet er der en spisesal og en sovesal som går tilbage til de lusignanske tider. Der er kanoner og kanonkugler af jern og sten, som tilhører spanierne og ottomanerne, i slotsgården. Efter Cypern blev erobret af købmandsbyen Venezia i det 15. århundrede, blev Othello tårnet genopbygget i 1492. De nye herskere placerede deres insignie, en St. Markus løve i relief – symbolet på byen Venezia – oven over indgangen til slottet.
Søporten (Porta Del Mare)
Denne er den anden af de to oprindelige indgange til byen. Den er velbevaret og har en smuk arkitektonisk struktur, Den blev opført af venezianeren Nicolo Prioli i 1496. Porten med jerngitter går tilbage til den venezianske periode, hvorimod den jernklædte port af træ blev lavet af ottomanerne.
Veneziansk palads
Det venezianske palads var et kongeligt palads som blev bygget af venezianerne oven på ruinerne af et palads bygget af lusignanerne i det 13. århundrede. Den forreste del, som har overlevet, blev bygget i det 16. århundrede og søjlerne som blev brugt, blev bragt fra ruinerne ved Salamis.
På buen i midten er der et insignie som tilhører den venezianske hersker Giovanni Reiner.
Det venezianske palads blev ødelagt af ottomanerne og således er det kun den storslåede facade der har overlevet. Slottet blev derefter brugt som fængsel under det ottomanske kejserdømme.
Arsenal (Martinengo bastion)
Bastionen blev bygget af den venezianske arkitekt Giovanni Sammianelli fra 1550 indtil 1559. Murene er 5-6 meter tykke. Med dens trekantede design er den et af de gode eksempler på militær arkitektur.
Den er opkaldt efter Martinengo, lederen af de venezianske forstærkningstropper, der blev sendt som aflastning til Cypern under den ottomanske belejring.
I bastionens hvælvede kamre er der skorstene hvor krudtrøg kan undslippe og til ventilation.
Enkomi (Alasia)
Den antikke by Enkomi, også kendt som Alasia, i nærheden af nutidens landsby Enkomi (Tuzla) går tilbage til omkring år 2000 f.Kr. Udgravningerne har vist at byen først var under Ægyptens indflydelse og senere Mykene og at den var omgivet af mure og at de døde blev begravet under husenes gulve med deres dødsgaver.
Der blev anvendt en gitter plan til byen og der blev brugt skrift for første gang her. Der blev transporteret kobber til Enkomi hvor det blev smeltet og sendt til eksport. På dette tidspunkt var floden navigerbar og Enkomi havde en indlandshavn.
Statuen af den "Behornede Gud" som lader til at være under stærk.
Aphendrika
Aphendrika
var kendt som en af Cyperns seks vigtige byer i begyndelsen af det 2. århundrede f.Kr. Efterforskning har frembragt resterne af et citadel, en nekropol med stenudskårne grave, et tempels plads og denne bosættelses gamle havn. Omkring det 8. århundrede blev der bygget tre nye kirker tæt på Aphendrika: Saint Georgios, Panaya Chrysiotissa og Panaya Asomatos.
Salamis ruinerne
Salamis er en af Cyperns vigtigste arkæologiske lokationer og ligger ca. 9 km nord for Famagusta. Den oldgamle by Salamis var et af de 10 by-kongedømmer i Cypern og går tilbage til det 11. århundrede f.Kr. Byens grundlægger er Teukros – søn af Telamon, som var en Trojansk helt og kongen over øen Salamis i nærheden af Attika og som opkaldte den Salamis efter hans fædreland.
Grundlagt i det 11. århundrede f.Kr. af Teukros – sønnen af Telamon som ikke kunne vende hjem efter den Trojanske krig fordi han ikke hævnede sin bror Ajax. Byen steg til berømmelse i det 6. århundrede med et kongeligt hof og prægning af sine egne mønter. Denne velstandsperiode fortsætter frem til der hvor kong Evagoras af Salamis mister kontrollen over øen til perserne omkring år 300 f.Kr. Alexander den store ødelagde det persiske imperium og overtog øen. Ptolemæus den Første af Ægypten herskede over øen Cypern og Salamis blev ved med at være guvernørens sæde. Romerne besejrede Ptolemæus den Første af Ægypten. Salamis blomstrede igen under romerne fra omkring år 60 f.Kr. Flere jordskælv førte til Salamis' ødelæggelse i begyndelsen af det 4. århundrede. Byen blev genopbygget under navnet Contstantius og blev det episkopale sæde, hvor den mest berømte er Sankt Epiphanius. Kejser Contstantius den Anden hjalp Salaminianerne, ikke kun med genopbygningen af deres by, men også ved at fritage dem fra at betale skat i en kort periode og den nye by, genopbygget i mindre målestok, blev således kan Constantia. Salamis blev endelig forladt under de arabiske invasioner i det 7. århundrede efter Muawija's ødelæggelser. Indbyggerne flyttede til Arsinoe (Famagusta).
Kongelige grave – Salamis nekropol
Salamis nekropolen dækker et areal på omkring 10 kvadratkilometer og strækker sig fra Enkomi til den vestlige ende af Salamis skoven og til St. Barnabas klosteret. På grund af de strukturelle stilarter og de rige fund i nogen af gravene som er blevet afdækkede har de fået navnet De Kongelige Grave. Deres vigtigste arkitektoniske træk er den lange, brede, skrånende jord foran gravkammeret.
Cellarga massegravene
Massegravene er en massenekropol for periodens fattige mennesker. De udgør en del af Salamis nekropolen og ligger 500 meter sydøst for De Kongelige Grave. Området, hvor der er fundt omkring 120 grave, vides at have været brugt mellem det 8. århundrede f.Kr. og det 4. århundrede f.Kr. Indgangene til gravene er lukket med stenplader og der er udskåret trin i stenen.
Nikokreon monumentet
Dette monument, som er inde i Salamis Nekropolen, menes at være rejst i Nikokreons navn, som er den sidste konge af Salamis. Det anføres at Nikokreon valgte at begå selvmord i stedet for at overgive sig til Ptolemæus. Før han dræbte sig selv, dræbte han sin kone og familie og satte ild til paladset. I midten af platformen, som kan nås ved at gå op ad nogle udstikkende trin, er der en tørreovn hvor man fandt jernstænger og statuer af sten og ler, som tilhører denne tidsperiode.
St. Barnabas klosteret
St. Barnabas nævnes for første gang i kapitel 4 i det Nye Testamente Apostlenes gerninger og i senere kapitler, efterhånden som historien om disse gerninger udfolder sig. St. Barnabas' oprindelige navn var Joseph, men han blev omdøbt af apostlene fordi Lukas interpreterede ordet Barnabas som 'søn af opmuntring'. St. Barnabas kom til Cypern i år 45 e.Kr. for at sprede kristendommen. Ved ankomsten til Salamis, rejste de over til Paphos hvor Sergius Paulus var den første romerske embedsmand som konverterede til kristendommen. I år 50 e.Kr. Oprettede St. Barnabas i følge af St. Mark en base i Salamis. Han anses for at være Cyperns første Ærkebiskop.
St. Barnabas vendte tilbage til Cypern efter hans studier i Jerusalem og begyndte i år 50 e.Kr. at arbejde sammen med St. Paul som missionær for kristendommen. Af tradition er St. Barnabas grundlæggeren af den Cypriotiske kirke og legenden vil vide at han blev stenet uden for Salamis af byens jøder. Hans gravsted var glemt i århundreder og selv om lokationen var et sted for heling, var der ingen der vidste hvorfor. I år 448 viste St. Barnabas sig tre gange for ærkebiskop Anthemis af Cypern i en drøm og fortalte ham hvor relikterne var begravet. Da de gravede, fandt de kristne helgenens uberørte krop med evangeliet på hans bryst.
St. Barnabas ikonet og arkæologimuseet
St. Barnabas kirken har en rig samling af ikoner, som mest stammer fra det 18. århundrede. Basaltmøllen i gårdhaven er fra Enkomi bosættelsen og de andre søjler og sten er fra Salamis. De værelser hvor præsterne boede er blevet restaurerede og lavet om til et arkæologisk museum. Det er muligt at se en række forskellige kunstværker fra et bredt historisk spektrum fra den yngre stenalder til den romerske periode. Der udstilles også bronze og marmor stykker på museet.
Kantara slot
Det østligste af de tre slotte i Kyrenia bjergene, Kantara slottet, ligger omkring 700 meter over havets overflade og ligger i en god stilling til at kontrollere indgangen til Karpaz halvøen og Mesaria sletten. Selv om det menes at være bygget af byzantinerne efter de arabiske angreb på øen ligesom de to andre s
lotte, St. Hilarion og Buffavento, nævner de skriftlige kilder kun slottet i året 1191 da Richard Løvehjerte erobrede øen. Da bedragerkongen af Cypern, Isaac Comnenus, blev besejret af den tidligere palæstinensiske konge, Guy de Lusignan, som underkastede sig Richard Løvehjerte, flygtede han til Kantara slottet.
I både den lusignanske og den venezianske periode nævnes Kantara slottet ofte. Slottet var indblandet i mange slag i disse perioder.
Apostolos Andreas klosteret
Klosteret, som ligger på stedet kendt som Kap Sankt Andrea, er tilegnet sankt Andreas (apostel Andreas). Ifølge de hellige bøger var han den første person som blev indkaldt til indførsel i præstestanden af Jesus Kristus. Hans titel var O Protoklitos, som betyder: 'den første kaldte'.
Klosteret er et af pilgrimscentrene for den Cypriotisk ortodokse kirke. Det var en gang kendt som 'Lordes of Cyprus', som ikke blev betjent af et organiseret fællesskab af munke, men i stedet af skiftende grupper af frivillige præster og lægmænd.
Rummet under den moderne kirke, hvor der er brønde med drikkevand, menes at have været et kapel, som tilhørte de gamle klosterbygninger. På busten i klosterets gårdhave, anføres klosteret som værende bygget af paven Ionnis Oicomorus.
Kertikli badet
Kertikli badet er en bygning nord for byen som blev bygget af ottomanerne. Dette bads kupler er bemærkelsesværdige. Bygningen består af seks rum med kupler, et reservoir dækket med en hvælving og en sektion som menes at være omklædningsrummet hvis loft er styrtet sammen.
Aya Trias Bazilica
Basilikaen stammer fra det 6. århundrede f.Kr. Da den sandsynligvis blev ødelagt i midten af det 7. århundrede, blev der tilføjet en lille kirke og nogle annekser til dens sydlige flanker. Da disse bygninger blev ødelagte i det niende og tiende århundrede e.Kr. blev denne bosættelse forladt.
Ayios Philon kirken
Den er blevet bygget på ruiner som stammer fra den hellenske og den romerske periode. Philon er den helgen som konverterede folkene i Karpaz til kristendommen i det 4. århundrede. Kirken består af en tredelt korrunding og en gårdhave omgivet af søjler. Der er spraglede mosaikker på gulvet. I det 12. århundrede blev der bygget en kirke med kuppel på ruinerne af den gamle bygning som blev ødelagt af de arabiske pirater. Den har også en cisterne og et døberum. Regionen hvor den befinder sig ligger i nærheden af byen Karpasia i den fønikiske periode.
Canbulat grav og museum
Canbulat, Beyen (en provinsiel guvernør i det ottomanske imperium) af Kilis, var med i de ottomanske styrker som skulle erobre Cypern. Da han gjorde et godt arbejde under erobringen af Nicosia, blev han beskikket til den ottomanske hær som belejrede Famagusta sammen med Iskender Pasha og Deniz Pasha. Da han menes at være blevet dræbt i nærheden af Arsenal bastionen, er hans grav under denne bastion.
